Min konstante følgesvend
Det meste af mit liv har angst været min konstante følgesvend, som en skygge, der altid fulgte mig. Jeg plejede at tænke på det som en svaghed, noget jeg skulle kæmpe imod og overvinde. Men så begyndte jeg at forstå, at angst faktisk er en del af vores evolutionære arv, og amygdala er dens arkitekt.
Amygdala er den mandelformede kerne, som ligger i hjernens tindingelap, som bl.a. håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Den har forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af væske og føde. Den er en del af det limbiske system (følelserne). Amygdala har betydning for bearbejdning af følelser, fx frygt og kan påvirke andre områder af hjernen, som frigiver stresshormonet adrenalin. Dette stresshormon giver kroplige reaktioner, som øget opmærksomhed, øget blodtryk og hjertebanken.
Jeg husker tydeligt en episode for mange år siden, hvor jeg kørte på motorvejen. Jeg var ikke så glad for fart dengang. Samtidig havde jeg, (og har stadig) utrolig dårlig stedsans. Jeg kunne jeg ikke finde frem til min destination. Jeg kørte lidt ”i ring”, alt for længe. Det var før GPS tiderne. Pludselig greb angstfatningen om mig. Mit hjerte hamrede, mine sanser blev skærpede, og min krop var klar til kamp, flugt eller frys. Jeg vidste, at der ikke var nogen fare, men min amygdala, det lille mandelformede område i hjernen, var uenig.
Min første reaktion var at kæmpe imod angsten, at prøve at overmande det. Men så kom jeg til at tænke på, at dette var præcis, hvad amygdala havde udviklet sig til at gøre. Det er denne lille struktur, der har holdt mennesker i live gennem årtusinder ved at skabe en beredskabsrespons for at beskytte os mod farer.
Overlevelsesmekanismen fra fortiden
Amygdala er en overlevelsesmekanisme fra vores fjerne fortid. Den har hjulpet vores forfædre med at undgå farer som sultne rovdyr og fjendtlige stammer. Den var og er stadig utroligt nyttig i farlige situationer, men den reagerer også på moderne stressorer som arbejdspres, sociale bekymringer og usikkerhed om fremtiden.
Jeg besluttede at ændre min tilgang til min angst. I stedet for at kæmpe imod det, begyndte jeg at acceptere det som en del af min menneskelige natur. Jeg begyndte at praktisere mindfulness og meditation for at lære at regulere min angst uden at undertrykke den.
Min erfaring med angsten og min rejse ind i dens rødder har lært mig, at amygdala og dens frygtrespons ikke er noget, jeg kan slippe af med, men noget jeg kan lære at forstå og arbejde med. Jeg kan vælge at danse med min amygdala i stedet for at kæmpe imod den.
Fra reaktion til respons
Jeg gik fra reaktion til respons. Jeg tog styringen selv. Denne personlige rejse har givet mig en dybere forståelse af, hvordan vores biologi og evolution har formet os, og hvordan vi kan bruge denne viden til at opnå en sundere forbindelse til vores egne følelser og reaktioner. Angst er ikke længere min fjende, men en lærer, der minder mig om vores menneskelige natur og evnen til at vælge, hvordan vi vil reagere på den.